
Første spadestik i Skulpturhaven og Mølledammen
Mandag den 2. marts 2020 vil borgmester Henrik Frandsen og formand for Tønder Forsynings bestyrelse Preben Linnet flytte den første jord ved Mølledammens bred i Skulpturhaven som et symbol på, at der nu bliver taget hul på etableringen af en ny træpromenade og cirkelbro, der er det første af flere projekter i arbejdet med nye byrum og klimatilpasning i Tønder Midtby.
Siden Midtbyudvalget, det såkaldte “§17, stk. 4-udvalg”, i december måned godkendte EFFEKT Arkitekters færdige projektforslag for parkrummet i Skulpturhaven, har rådgiverne arbejdet på højtryk med at få de sidste tekniske tegninger og beregninger på plads for at blive helt klar til, at maskinerne nu kan komme i jorden. Inden længe vil den nye træpromenade langs Mølledammen lige så stille tage form – ligesom en cirkelbro, der svæver over vandspejlet, vil blive etableret, så man næsten kan komme til at gå på vandet.
Det første spadestik bliver taget ved Mølledammens bred i Skulpturhaven mandag den 2. marts kl. 15.30.
Alle er velkomne.
Gamle og syge træer bliver erstattet af nye i Skulpturhaven
Før maskinerne kan gå i jorden, er der træer, der skal fældes. En træpromenade og cirkelbro kræver naturligvis plads, og skønt arkitekten har gjort sit for at indpasse konstruktionen i respekt for træerne, har træfældning ikke helt kunnet undgås. I selve haven er der tale om tre hestekastanjer, svækket af larverne fra kastanjeminérmøllet, samt fire udlevede popler i østsiden. Da poplerne samtidig er meget dominerende i forhold til indsigt i parken, fældes disse og erstattes med eg, der modsat hestekastanjen er et lystræ, og derfor tillader større indsigt til haven. Yderligere har egen, modsat poplen, lang levetid og der sikres dermed starten på et stille generationsskifte. Der skal i alt plantes ni nye træer i parken. Det bliver af sorterne lind, stilkeg og tjørn.
Arbejdet går i gang, så snart vejret tillader det.