SORT SOL
Tøndermarsken er et af Danmarks rigeste fuglelokaliteter og et af de bedste steder at se “Sort Sol”
Det spektakulære fænomen ”Sort Sol” kan opleves om foråret og om efteråret. Her flyver kæmpeflokke af stære i fantastiske formationer over engene, før de går til overnatning i rørskovene.
En kamp om liv og død
Sort sol er en dramatisk forestilling – en kamp om liv og død.
Om dagen er stærene ude at søge føde i mindre flokke. De spiser deres egen kropvægt i bær og insekter ca. 1,3 gange dagligt. Til aften mødes stærene for natten for at overnatte i tagrørerne, hvor de er godt beskyttet. Men rovfuglene venter på at stærene kommer og sidder klar til at angribe. Der er når rovfuglene angriber, at de fantastiske formationer, også kaldet “Sort sol” opstår. Hver eneste rovfugl, giver hver sin forsvarsformation i stærene. Faktisk siger nogle fugleguider, at de på lang afstand kan se, hvilken rovfugl, der jager, ud fra hvilke formationer, stærene danner.
Oplevelsen af Sort Sol er forskellig og foranderlig fra dag til dag. Det afhænger af, om der dukker rovfugle op, og hvor mange. Men bare det at se over en million stære samles og gå ned i tagrørene helt tæt på er en imponerende oplevelse.
Oplev sort sol:
Den bedste oplevelse af sort sol får du ved at booke en guidet tur. Med guiderne får du den største garanti for at være det rigtige sted, når stærene går ned. Guiderne er typisk ude både morgen og aften for at holde øje med stærene, så de ved, hvor de befinder sig – både de store og små stæreflokke. Stærene flytter sig nemlig hele tiden og det er ikke sikkert, de går ned det samme sted, som de gjorde i går.
Og så er det selvfølgelig en helt anden oplevelse at se sort sol, når man får alle fortællingerne om stærene og rovfuglene med. Vidste du fx, at en stær kan have en alkoholpromille på 6 og stadig flyve?
Sort sol
Se de flotte billeder af sort sol og stære i galleriet herunder