Vandreruter

Oplev Danmarks største marskområde, Tøndermarsken.

På den 54 km lange vandrerute, Marskstien og på de 8 mindre stisløjfer kommer du hele Tøndermarsken rundt.

MARSKSTIEN

Distance: 54 km.

På den 54 km lange vandrerute oplever du det helt særlige marsklandskab. Et landskab, der synes vildt og ustyrligt, men som er designet ned i mindste detalje – formet af menneskers liv med og mod vandet.

På Marskstien mærker du vinden og ser det flade landskab, med natur og især fugle så langt øjet rækker.

På stien oplever du alt fra diger og pumpestationer til marsklandskab, kanaler og søer med enestående natur og fugleliv.

På kanten af marsken går du gennem en række særegne byer. Tønder, Møgeltønder og Højer er placeret på Gesten. Rudbøl og Nørremølle er de eneste byer bygget på diger i Danmark.

Digitalt kort over Marskstien

STISLØJFER

Distance: mellem 2,7 – 12 km

Stisløjferne i Tøndermarsken er 8 korte vandreruter, der ligger i forbindelse med Marskstien

Alle stisløjferne er rund-vandreruter –  Du starter, hvor du slutter. Du kan med fordel starte din vandretur i én af de tre byer Tønder, Højer og Rudbøl, da alle stisløjferne går igennem en af dem.

Sløjferne af delt op efter farver afhængig af deres længde: Grøn, blå, Rød og Sort.

Grøn er de korteste ruter, hvor sort er de længste

Nedenfor er de forskellige stisløjfer beskrevet.

Du finder et digitalt kort over stisløjferne her

Grøn-stisløjfe-Højer-Højer-sluse

Højer, Højer Sluse, Højer Havn:  (GRØN STISLØJFE )

Start: Højer Mølle
Distance: 4,2 km.
Seværdigheder: Højer, Kiers Gaard, Højer Havn, marskbåde og tilter.

Forstå, og oplev Tøndermarsken på kun 4 km. På denne tur kommer du forbi mange af Tøndermarskens helt særlige kendetegn. Du oplever diger, sluser, be- og afvandingskanaler, Højer Havn og marskgårde.

Turen starter ved Højer Mølle og går forbi Højer Havn. Herfra videre til Højer Sluse og tilbage til Højer, hvor du blandt andet passerer forbi Kiers Gaard.

Bemærk, at terrænet er ujævnt på digerne.

rød-stisløjfe-højer-emmerlevklev-vidåslusen

Højer, Emmerlev Klev, Vidåslusen: (RØD STISLØJFE)

Start: Højer Mølle
Distance: 9,4 km.
Seværdigheder: Vadehavet, UNESCO Verdensarv, Det Fremskudte Dige, Vidåslusen, Margrethe Kog (fredet område), det gamle havdige fra 1861, Højer Sluse, Højer, Kiers Gaard.

Gå langs Vadehavet. På denne tur kommer du til at vandre på et nyt og et gammelt havdige. Du oplever gesten og den stejle skrænt ved Emmerlev Klev og den flotte udsigt over Vadehavet.

Turen starter ved Højer Mølle og går over Emmerlev Klev til den nye Vidåsluse og tilbage til Højer, hvor du passerer Højer Sluse og følger det gamle havdige fra 1861.

Turen egner sig til alle, også til kørestolsbrugere.

Sort-stisløjfe-Højer-Klæggravene-MargretheKog

Højer, Klæggravene, Vidå: (SORT STISLØJFE)

Start: Højer Mølle
Distance: 12 km
Seværdigheder: Den centrale del af Tøndermarsken (Margrethe Kog og Ny Frederiks Kog), Nationalpark Vadehavet, fugle, kanaler, det gamle, fredede havdige fra 1861.

Gæs, vadefugle og havørne. På denne tur går du på det gamle havdige fra 1861 med Margrethe Kog på den ene side og Frederiks Kog på den anden. Margrethe Kog er blandt Europas vigtigste fuglelokaliteter. Her kan du blandt andet se bramgæs, havørne, ænder og en lang række vadefugle.

Turen starter ved Højer Mølle og går forbi Højer Sluse. Du går langs det gamle havdige og tilbage mod Højer på ådiget langs Vidå. I Højer passerer du blandt andet Kiers Gaard.

Bemærk, at terrænet er ujævnt på digerne.

Grøn-stisløjfe-Rudbøl-RudbølSø

Rudbøl, Rudbøl Sø: (GRØN STISLØJFE)

Start: Rudbøl
Distance: 2,7 km
Seværdigheder: Lyst, Rudbøl, sort sol.

Oplev det spektakulære syn sort sol. Tøndermarsken er et af de bedste steder at opleve sort sol. Sort sol kan opleves hvert efterår og forår, når de store stæreflokke samles til træk. På denne tur har du udsigt over Rudbøl Sø, hvor naturfænomenet ofte kan opleves.

Turen starter i Rudbøl og går gennem den gamle landsby Lyst. Fra Lyst går du på diget tilbage til Rudbøl.

Bemærk, at terrænet er ujævnt på diget.

blå-stisløjfe-rudbøl-vidå

Rudbøl, Vidå: (BLÅ STISLØJFE)

Start: Rudbøl
Distance: 4,2 km
Seværdigheder: Rudbøl, grænsesten, Gammel Frederiks Kog, Vidå.

Grænse- og digelandsbyen Rudbøl. Nørremølle og Rudbøl er de eneste danske landsby bygget på diger. Rudbøl ligger på Tøndermarskens ældste havdige fra 1556 samt på en række værfter ned til Rudbøl Sø og den dansk-tyske grænse.

Turen starter i Rudbøl og går langs den dansk-tyske grænse. Du kommer forbi Gammel Frederikskog og går på ådiget fra 1930 langs Vidåen tilbage til Rudbøl.

Bemærk, at terrænet kan være ujævnt på ådiget.

Rød-stisløjfe-RudbølGrænse-GammelFrederikskog

Rudbøl, Grænse, Gammel Frederikskog: (RØD STISLØJFE)

Start: Rudbøl
Distance: 11,4 km
Seværdigheder: Grænsesten, Nørremølle, gendarmsti langs grænsen.

Gå langs den dansk-tyske grænse ad den historiske gendarmsti. På denne tur oplever du Gammel Frederikskog med grøblerender og får i massevis. Du kommer forbi Nørremølle og Rudbøl – Danmarks eneste to landsbyer bygget på diger. I Rudbøl kan du se grænsesten, der markerer den dansk-tyske grænse, der går midt igennem gaden i Rudbøl og ud i Rudbøl Sø. Rudbøl er den vestligste grænseby ved den dansk-tyske grænse.

Turen starter i Rudbøl, hvor du går langs den dansk-tyske grænse, indtil du drejer til højre i retning mod Nørremølle. Fra Nørremølle går du på diget tilbage til Rudbøl.

Bemærk, at terrænet på digerne er ujævnt.

Rød-stisløjfe-tønder-nørresø

Tønder, Nørresø, Lægan Pumpestation: (RØD STISLØJFE)

OBS: bliver omskiltet. Følg skiltene til orange-Tøndersti

Start: Lægan Pumpestation
Distance: 10 km
Seværdigheder: Nørresø, Lægan Pumpestation, Ubjerg

Vandretur rundt om Nørresø. Nørresø er anlagt som yngleområde for fisken snæblen, som er et af verdens mest truede dyr. Her er et rigt fugleliv – måske er du heldig at se en havørn. Det er muligt at tage en afstikker til værftslandsbyen Ubjerg, som er Tøndermarskens eneste komplette værftslandsby.

Turen starter ved Lægan Pumpestation, der er den største af Tøndermarskens fire pumpestationer. Ruten går hele vejen rundt om Nørresø og langs diget nord for Ubjerg.

Bemærk, at terrænet er ujævnt på digerne.

sort-stisløjfe-tønder-møgeltønder

Tønder, Møgeltønder: (SORT STISLØJFE) 

OBS: bliver omskiltet. Følg sort-Tøndersti

Start: Torvet i Tønder
Distance: 11,2 km.
Seværdigheder: Gesten, Møgeltønder, ladegården Røj, Schackenborg Slot, Slotsgaden, Slotsfeltladen, Tønder Kristkirke, gavlhusene (Digegrevens hus, Drøhses hus).

Oplev de to byer Tønder og Møgeltønder. Da Tønder ligger meget lavt i landsskabet er byen en af de primære årsager til, at man begyndte at bygge diger i 1500-tallet. I Tønder passerer du blandt andet forbi Tønder Kristkirke og gavlhuse i gågaden. I Møgeltønder går du ad den smukke Slotsgade. Du passerer Schackenborg, ladegården Røj og Slotsfeltladen med det unikke tag.

Ruten starter i Tønder og fortsætter ud i det åbne marsklandskab mod Møgeltønder.

Ruten er ret flad og er primært asfalteret eller med andet fast underlag.

Hent folder om Marskstien og stisløjferne som PDF.