Kom tæt på de mennesker, som bor eller arbejder i Tøndermarsken. Herunder finder du en række portrætter i tekst, fotos og videoer:

Naturen som den vigtigste ingrediens

Fylla Tjørnelund Jensen

Af: Ditte Madvig Evald, U-story

Når Fylla Tjørnelund Jensen går tur i Tøndermarsken, ofte med cocker spanielen Winston og kæresten Mads, har hun altid en pose eller flere i lommerne. Det kunne jo være, at hun faldt over noget, der kunne smage godt sammen med chokolade. På hendes arbejdsbord står der plastikbøtter med væsker i forskellige farver, og når låget bliver taget af, breder der sig en duft af alkohol og gran, porse eller rose. Der er flere på lager med valnød, hyldeblomst og mirabelleblomster. Det tager tid og præcision at lave det helt rigtige ekstrakt, for nogle bliver bitre, hvis de står for længe, andre hvis de står for kort tid. Det er en hel videnskab.

Selvom vejen derhen i hendes egne ord, har været lidt rodet, er det ikke så mærkeligt, at Fylla i dag laver sin egen naturchokolade, for både naturen og madlavning fylder meget i hendes liv. Hun har en bachelor i biologi og er uddannet skov- og landskabsingeniør, og er vild med især de praktiske aspekter i sine uddannelser. Hun har også været et smut forbi kokkeskolen på en speciel sciencelinje. Man kan høre begejstringen i stemmen, når hun genkalder sig det element af konkurrence, der var eleverne imellem for at lave de bedste retter, det var rent nørderi, og det var fedt. Desværre var arbejdstiderne uforenelige med et naturmenneske, der har det bedst i dagslys, så læretiden på den anerkendte Falsled kro på Fyn blev kort, til gengæld mødte hun sin kæreste Mads, mens hun var der.

Glæden ved madlavning blev vækket allerede, da hun lige efter gymnasietiden i Tønder blev ung pige i huset hos prins Joachim og prinsesse Marie på Schackenborg. Det var også i Møgeltønder, hunden Winston kom ind i hendes liv, og den har været hendes trofaste følgesvend lige siden. På slottet stod Fylla blandt andet for aftensmaden og havde stor glæde af at stå i køkkenet og hitte på. Denne madglæde og opfindsomhed har fulgt hende siden og har kørt parallelt med den store kærlighed til naturen. Mens hun var på skovskolen for at blive skov- og landskabsingeniør, arbejdede hun for Chokolademageriet i Hillerød og uddannede sig til chokolatier (chokolademager), og hun elskede at kombinere det teoretiske med det praktiske arbejde.

Efter godt 8 år, flere uddannelser og et studiejob på Amalienborg, var det på tide at vende tilbage til Tøndermarsken. Det var naturligt at komme hjem til naturen og at finde et sted langt ude på landet, hvor der er langt til de nærmeste naboer. Tilfældighederne ville også, at det sted Fylla og Mads fandt, havde et stort, professionelt køkken, så der var ingen tvivl om, at det var nu hun skulle starte virksomhed og lave sin egen chokolade. Hun har nu været i gang i et års tid, og hun elsker det.

Der er selvfølgelig lange dage, og der er meget at lave og at lære, men hun trives med en varieret hverdag, hvor hun selv bestemmer tempoet. Der er plads til at planlægge sin egen dag, og selvom den er travl, er der stadig tid til pauser og plads til naturen, nogle dage bliver det ved glæden af at kigge på den fra vinduet i køkkenet.

De dage, hvor der er luft i kalenderen, kører Fylla og Winston op til hendes far på Gl. Digevej og går turen derfra til Grippenfeld. Det er deres bedste sted i marsken, og det er ikke så sært. “Det er det, jeg har med fra min barndom, det er der, jeg altid har været på diget. Det er der, jeg får ro i hovedet.”

Tilbage i køkkenet dufter der nu af chokolade, og Fylla skal i gang med at forberede lækkerier til det næste lokale event. Der er både flødeboller og chokoladebarer, så der er lidt for enhver, men der er ingen tvivl om, at det, der er sjovest, er at nørde med smage fra naturen, som hun selv har samlet ind.

Omgivet af natur og historie

Lars Nielsen

Af: Ditte Madvig Evald, U-story

Til højre, lige inden broen på vej mod Aventoft og Tyskland, ligger der en grusvej. For enden af den grusvej ligger Grippenfeld, hvor Lars Nielsen bor med sin hustru Christina Schulze og hunden Otto. Til oktober kommer der en baby til, og ellers er den nedlagte landejendom og de medfølgende jorde fyldt med et rigt dyreliv. Det er lige fra de fire slørugleunger, som Lars tager sig lidt af, fordi de blev skubbet ud af reden, og til de rådyr, der dagligt kommer på besøg i haven.

Lars er vokset op i Højer med en stor appetit på historie, særligt den lokale, og på naturen. Som barn blev der udforsket i marsken, og det blev til utallige jagtture syd for Højer med hans far. Både kærligheden til naturen og historien har Lars haft med sig siden – suppleret med en videbegærlighed, der har gjort ham til først en velinformeret lærer og senest til museumsformidler for Museum Sønderjylland i Tønder. På mange måder et drømmejob, hvor han får lov til at bruge sin viden om det lokale, men også sine formidlingsevner til at gøre området levende for de mange børn, der kommer forbi med skolen. Det er noget helt særligt at stå ved Højer Mølle og samtidig fortælle dens historie, som han påpeger.

Historie og natur er der også rigeligt af på ejendommen, der ligger på et middelalderværft ved Vidåen og på Hertug Hans diget, et af de første diger fra 1500-tallet. Parret faldt for huset, da de besluttede at vende hjem til fødeegnen. Christina har studeret og arbejdet i Aarhus og København, og Lars på Fyn. Ejendommen ved diget opfyldte drømmen om at eje jord og samtidig bo uforstyrret ude i Tøndermarsken.

Træder man ud af døren, er man omgivet af natur. På den ene side tårner diget sig op, og står man deroppe, ser man lige ned i Vidåen. Rundt om er der marker, der enten er dyrkede eller står vilde og gør det nemt for Lars at tage geværet over skulderen og kalde hunden Otto til sig for at gå en tur: “Det er bare rart, det der med at bo et sted, hvor du kan gå på jagt lige udenfor døren, hvis du har lyst til at spise en and en dag. Det er simpelthen fantastisk. Det er noget, jeg har drømt om.” Han skyder kun det, de selv kan spise, og det er en ren fornøjelse for ham at betragte fugleflokkene, når først aftensmaden er sikret.

Et sted, hvor Lars’ interesser forener sig, er, når han tager metaldetektoren frem og leder efter fortidsminder som amatørarkæolog. Den ligger i bilen, så han altid er klar til en eftersøgning. Det er en hobby, der kræver meget tålmodighed, for 99 % af gangene er det kun gamle øldåser og andet skrot, man finder, men det er også blevet til mere gennem tiden. Blandt andet har han sammen med en kammerat fundet en mulig handelsplads fra vikingetiden i området. Det er med til at give nye perspektiver på, hvor han selv bor. Det er et håndgribeligt bevis på, at der, som der står i historiebøgerne, altid har boet mennesker i marsken, og så er det, som Lars udtrykker det: “fascinerende at stå med noget i hånden, som sidst er blevet rørt ved af en viking!”.

Der er ingen tvivl om, at Lars har fundet det helt rigtige sted at slå sig ned. Han nyder stadig dagligt turen ned ad grusvejen, hvor han møder fasaner, rådyr og spotter fugle. Han følger ivrigt med i årstidernes gang lige udenfor døren. Af og til joker han og Christina med at åbne en café i en ubrugt længe af gården, men charmen ved at have det for sig selv og være en del af den uforstyrrede natur er for stor. Så fugleturisterne må blive ved med at nyde sort sol fra Aventoft, og hvis de kigger godt efter, kan de måske vinke til Christina, Lars og hunden Otto på den anden side af åen, foran et hyggeligt hus.

Arbejdshesten og livsnyderen fra Rudbøl

Annette Marie Wendicke

Af: Ditte Madvig Evald, U-story

Det startede i restauranten på Hotel Dagmar i Ribe for Annette Marie Wendicke. Godt nok var drømmen på det tidspunkt at blive stewardesse, men som med mange gode planer kommer virkeligheden i vejen. For hun var ikke alene i det køkken, og kærligheden fandt hende. Som nyudlært tjener og kok tog hun i 1977 med Paul Wendicke sydpå til hans families sted, Rudbøl Grænsekro, for at starte et liv som kroejer og hustru med alt hvad dertil hører.

“Det var skønt, da børnene var små, de var jo bare med i køkkenet og overalt, det tænkte vi ikke så meget på.” Og et eller andet har det kunnet, det med at være mor og kroejer, for alle fire børn arbejder nu i branchen enten i Tønder eller København. Det går måske i blodet, for det er mere end et arbejde at være kroejer, det er en livsstil, og mor hjælper gerne til en gang imellem.

Det er en livsstil med masser af arbejde og fart på, når det er sæson. Hvis man samtidig bor i samme lille landsby som kroen, er der ikke mange rigtige fridage tilbage. Derfor var det dejligt for Annette at flytte til Tønder for 4 år siden efter at være blevet skilt fra Paul, men ikke fra kroen, og pludselig have fri, også om sommeren: “Jeg har fridage nu! Og kan tage en hel dag til Sild på spa, eller tage andre steder hen. Før var jeg jo tilgængelig hele tiden, og det var fint, men det er også dejligt at have helt fri.”

Det har altid været noget, Annette prioriterede, det at nyde livet, når den ikke står på arbejde. I hverdagen gerne ved at drikke et glas vin eller en kop kaffe på en af Tønders caféer eller i den detaljerige herskabslejlighed med udsigt over gågaden. Når vinteren rammer, pakker hun kufferten og drager ud i verden. En del af Sydamerika og Asien er blevet udforsket på den måde, og derfor var det et logisk skridt for 10 år siden at købe et hus i Thailand. Her tilbringer hun altid sin januar, enten alene eller med besøg fra børn og venner.

På trods af rejselyst er der ingen tvivl om, at Rudbøl er et ganske særligt sted for Annette: “Der er en ro og en fantastisk natur, bare man åbner døren.” Der var ellers nogle hårde år med finanskrisen, men på et tidspunkt var der nogen, der havde fundet ud af, at de mange stæreflokke, der samler sig i Tøndermarsken, er noget særligt. Siden da er folk strømmet til for at opleve Sort Sol. Sjovt nok mest fra resten af landet og Norge og Sverige, selvom kroen ligger ganske få hundrede meter fra den tyske grænse, og folk kommer gerne igen år efter år. Det er noget helt specielt de dage, hvor fuglene danser lige over Rudbøl sø, og der står Annette også i døren og nyder synet.

Ja, det er et liv med både ro og fuld fart på, og det fortsætter det med at være, for det holder hende i gang. Hun har set meget af verden, men der er stadig steder at besøge og kontinenter, der skal udforskes. Den unge 60-åriges næste mål er at krydse USA på motorcykel inden den næste runde fødselsdag.

Et hus af halm i Sæd

Uwe Carstensen

Naturfotografen

Jan Tandrup Petersen

Landmanden midt i Tøndermarsken

Peter Sønnichsen

5000 påskeæg er lige tilpas

Egon Hagensen

Højer Pottemageri

Jytte Lysgaard

En fri mand i marsken

Uwe Petersen

Af: Ditte Madvig Evald, U-story

Når man sidder i spisestuen hos Uwe Petersen, så er der udsigt til meget af det, man forbinder med marsken: Græs, får og det gamle havdige. Lige foran diget ligger der et lille hus, oprindeligt en gammel barak, der også er en del af Uwes historie fra marsken. Det var her, hans bedsteforældre boede for mange år siden, inden der overhovedet var et dige der. Dengang var der en god trafik af kvægdrivere og grøblegravere forbi huset, der også til tider fungerede som et værtshus med både kaffe og alkohol. Blev det til for meget af det sidste, sendte Uwes bedstemor de berusede videre, for hun vidste, at deres koner ventede derhjemme.

Uwe har altid boet i marsken, og som årgang 1953 er det lidt af en bedrift. Bøvl med ører og syn satte en stopper for en drøm på havet, så det blev til et liv i det flade landskab. Det meste af tiden har han boet i sit barndomshjem på Siltoftvej, en smal vej, der med få huse leder ned til grænsen. Det er ikke det værste, når man er fascineret af den vilde natur og kan tilbringe endeløse timer med et gevær i hånden. Allerede som ung var Uwe optaget af at gå på jagt med en rigtig god ven: “Vi var afsted hver dag efter arbejde. Jeg ved ikke helt, hvordan det kunne gå med koner og kærester, men det var vi. Vi gik ud i vaden og blev der, indtil vandet blev for dybt, og så var det med at flytte sig, for vi havde ikke waders dengang.”

Når en marskjæger oplever stormvejr, så er det bare med at komme afsted, ligegyldigt om stormen hedder Bodil, eller det er decemberstormen i ‘99. “Det var ret vildt, det var, som om lynet slog ned hele tiden, for vi så de her lysglimt, det var så elledningerne, der faldt til jorden. Vi skød rigtig mange ænder, men næste morgen kunne vi godt se, at det var knap så sjovt.” Det kostede flere tagplader og en ny skorsten, og en af stormene resulterede i lang tid uden strøm.
Men sådan er det, når man lever i marsken, man er udsat for det, som naturen bringer.

Der er ikke meget, der har ændret sig herude, bortset fra at Uwe savner dagene før Det Fremskudte Dige. Dengang hvor der var helt frit udsyn til havet, og man bare kunne gå ud. Bramgæssenes invasion har heller ikke været en fordel for marsken, mener Uwe, og med deres larm og mængde har de fordrevet nogle af de andre fugle og gjort livet surt for landmændene.

Alt i alt kunne Uwe ikke forestille sig at bo et andet sted: “Det er ikke så stresset herude, så gør vi det i hvert fald selv. Der er ikke det her pres. Det er også det arbejde, vi har haft,” siger den tidligere fåreavler og landbrugsmaskinsmed. “Du bestemte jo selv, om du ville arbejde 5 timer eller tage 10 timer den næste dag. Og du kunne gå ind og snakke, hvis der kom nogen.” Han fortsætter: “Du var en fri mand, og det håber jeg, at jeg stadigvæk kan blive ved med at være. Bare det at kunne gå ned med min jagtbøsse, det håber jeg at kunne blive ved med, i hvert fald i den tid jeg er her.”

Graveren i Daler

Jens Christian Hermann

Håndlavet kvalitetschokolade og flødeboller fra Tøndermarsken

Fylla Tjørnelund Jensen

Strikkecafe i marsken

Hanne i Højer

Historien om en dør

Morten Jepsen

Det begyndte med gåture med hunden, men da hunden gik bort, gik Søren videre.

Søren Madsen

Nyd udsigten fra Højer Vandtårn

Theis Nilsson

På motivjagt i Tøndermarsken

Helga Westergaard og Niels Secher