Mennesker i Marsken

Kom tæt på de mennesker, som bor eller arbejder i Tøndermarsken. Herunder finder du en række portrætter i tekst, fotos og videoer:

Med hjertet og fødderne i Tøndermarsken

Ellen Mattesen

Af: Ditte Madvig Evald, U-story

Da 53 årige Ellen Mattesen var yngre, tænkte hun ikke over, at hun boede midt i Tøndermarsken, at der udenfor vinduerne var store fugletræk, der dansede over himlen, at lyset var helt specielt, eller at det var noget særligt at bo under en kilometer fra havet. Men det gør hun nu. Nu sætter hun pris på det og genkalder med glæde i øjnene en aften, hvor hun var gået ud til Vadehavet for at se solnedgangen. Mens hun sad der, og solen bredte sit røde lys, over vandet og himlen, slog det hende: “Hold nu kæft! Du bor jo midt i noget helt særligt, og du har slet ikke tænkt over, hvad det egentlig betyder for området at være en del af UNESCOs Verdensarv.”

Vadehavet og Tøndermarsken har de seneste 12 år fået større og større plads i både Ellens hjerte og liv. Det er den tid, hvor hun har haft Vadehavslejrskolen i Emmerlev i den nordlige del af Tøndermarsken. Hun har ellers boet på den anden side af vejen på en gård siden 1986. De første mange år var der nok at gøre. At være mor til tre børn Thomas, Trine og Stine og arbejde som regnskabsassistent. I 1994 blev hun medejer af landbruget sammen med sin mand Peter og skiftede regnskab ud med køer. Ejendommen har de stadig, men nu har de kun planteavl, og det har frigivet tid for Ellen til at passe og pleje en lejrskole, og hygge sig med de to børnebørn, der siden er kommet til.

Man kan sige, at Ellen har gjort naturen til sin levevej. Det er den gæsterne i første omgang kommer for at opleve. Når de så er her, gør hun, hvad hun kan for at få dem til at føle sig hjemme, og mange af dem kommer igen år efter år. Det emmer ud af både stedet og Ellen, at her må man være, her må der leves og grines og larmes. Her er plads til mange mennesker, og haven er indrettet til at blive brugt med trampolin, fodboldmål, bålplads, høns, kaniner og fugle. Det var en omvæltning for Ellen at blive offentlig på den måde. De køer hun var vant til at passe, var ret ligeglade med, om hun lige havde fået redt sit hår hver dag: “Du skal lige vænne dig til at have mennesker omkring dig hele tiden. Jeg kan godt have en flok børn i hælene på mig, det betyder ikke noget for mig. Og det har jeg, for min arbejdsplads er herude, fordi der er så meget at holde. Så kommer børnene jo, og så kan jeg få en fin snak med dem.”

Der kommer mange forskellige gæster til lejrskolen, både skoleklasser, motorcykelgrupper, politi på teambuilding, handicapgrupper og bedsteforældre, der har inviteret hele familien på ferie. Lige nu bor der et ungt par, som er skov- og landskabsingeniører, de giver en hånd med på stedet, inden de skal videre til New Zealand. Ellen elsker det, og nogle gæster bliver nærmest til en del af familien.

Ellen har altid været aktiv i sit lokalsamfund, både i børnehavens bestyrelse, forsamlingshuset, lokalrådet og Tøndermarsk Initiativets borgerdialoggruppe i Højer. Siden lejrskolen er blevet en livsstil, er Vadehavet og nationalparken blevet der, hvor hun bruger sin ekstra energi: “Du forandrer dig som menneske hele vejen igennem livet. Jeg brænder for lokalområdet, men nu er det mere i de samarbejder, der handler om vandet og Tøndermarsken, at jeg prioriterer mine kræfter.” Hun er partner i Nationalpark Vadehavet og er utrolig glad for det netværk, hun har fået derigennem. Her får hun hjælp og sparring, og de laver fælles projekter.

På mange måder har tilværelsen med lejrskolen været med til at ændre Ellens liv. Hun genopdager området gennem gæsternes øjne, og hun møder en masse forskellige mennesker og er med til at gøre noget positivt i deres liv. Det, der startede som noget, der skulle være et supplement til gården, er blevet til så meget mere: “At det skulle blive mit hjertebarn, det var der ingen, der vidste, men jeg tror nok, at jeg har fundet den rette hylde i mit liv. Det er det her, jeg skal resten af livet”.

Højer Efterskole tur-retur

Simon Friis Paulsen

Af: Ditte Madvig Evald, U-story

Det startede med en time om dagen på storebrors aflagte computer, da Simon Friis Paulsen var 10 år gammel. Han spillede Counter-Strike. Et computerspil, hvor man spiller i hold og placerer en bombe, eller får den til at forsvinde. Det lyder simpelt, og i starten var det også det med at vinde, der fyldte mest. Efterhånden som Simon blev ældre, og brugte flere og flere timer på det, viste der sig andre taktiske sider af spillet. Det handler om at kunne kommunikere med sine medspillere, at forudse modstandernes træk og reagere hurtigt, når det er nødvendigt.

I dag arbejder 22-årige Simon fra Visby, som underviser i esport på Højer Efterskole. Det var bestemt ikke noget, han selv havde regnet med:
“Jeg har altid været glad for at lave noget med mine hænder og alt det håndværksmæssige. Min far er uddannet elektriker, og begge mine brødre er indenfor håndværkerfagene, så det er nærmest en del af familien, at skulle være håndværker”, siger han. Han blev derfor uddannet elektriker, og arbejdede også et år i faget, men det var ikke det helt rigtige. Så han gik og overvejede, om han skulle videreuddanne sig til datamatiker for at nørde med computeren i stedet. Det var på samme tidspunkt, at han mistede lysten til at bruge fire til fem timer hver aften, fem dage om ugen, på at spille Counter-Strike. Selvom han var på vej mod et professionelt niveau.

Ifølge Simon er Counter-Strike et socialt spil, hvor man bliver en del af et netværk, der spiller med og mod hinanden online. Af og til mødes man også til lan-turneringer rundt omkring i landet. Man har derfor et fællesskab og lærer hinanden godt at kende. Så da Simon stoppede med at spille for alvor, blev han kontaktet af en ven, der arbejdede som underviser i esport. Det firma han arbejdede for, manglede en underviser i Sønderjylland. “Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle være underviser, det var bare et tilbud, der lige pludselig kom ud af det blå,” siger Simon. Kort tid efter begyndte han at arbejde på Højer Efterskole.

Seks år tidligere var Simon selv elev på efterskolen, så det var sjovt at træde ind på lærerværelset første gang og hilse på sine gamle undervisere, der alle tog godt imod ham. Han er glad for, at få chancen for at undervise. På denne måde kan han stadig være en del af Counter-Strike miljøet, uden at skulle bruge al sin tid på at spille. Nu går den med undervisning, forberedelse og rigtig meget analyse af de turneringer, som eleverne spiller mod andre efterskoler. Han er ret bidt af efterskolelivet, med det fællesskab og sociale liv der er, så han er flyttet til Tøndermarsken og ind i en lærerbolig på skolens område. Simon kan sagtens se sig selv som efterskolelærer i fremtiden.

Om det lige er efterskolelærer, han vælger som sin karrierevej, er svært at spå om. Simon virker åben for ret meget, men esport bliver formentlig ved med at være en del af hans liv. Det, der fascinerer ham, er alt det arbejde, som ligger bag selve spillet.
I sommers blev han medejer af ”Esports Udvikling”, der laver esportsundervisning blandt andet på efterskoler. Lige nu er de to ejere og to medarbejdere, og planen er, at vokse stille og roligt for at sikre at kvaliteten følger med. Simon vil ikke kalde sig selv for iværksætter, for selvom han synes, det er sjovt at pitche, er det altså fedest at være ude på efterskolerne og undervise. Han ser heller ikke sig selv som chefen, der skal bestemme det hele, måske fordi Counter-Strike har lært ham, at man arbejder bedre, når man arbejder sammen og hjælper hinanden i et team.

Hjertet banker for lokalsamfundet

Mona Frederiksen

Af: Ditte Madvig Evald, U-story

“Vi kan hyle over, at vi er i udkantsdanmark, men vi skal også selv gøre noget ved det. Vi er selv med til at holde gang i lokalsamfundet,” siger 48 – årige Mona Frederiksen fra Møgeltønder. Hendes børn bliver nogle gange lidt træt af at gå tur med hende i byen, for hun stopper hele tiden op og snakker med alle de folk, hun kender. Det tager hun i stiv arm, for det er vigtigt for hende at vise sine fire børn, at man kan hjælpe og være en del af noget, uden at det skal handle om kroner og øre, eller at man skal have noget igen.

Mona er i den grad en del af lokalsamfundet. Da hendes børn var små, var hun med i skolens forældreråd, nu spiller hun dilettant og har gennem en årrække været ansvarlig for udlejning, rengøring og ikke mindst madlavningen i det lokale forsamlingshus. Hun siger selv, at hun er tosset med mad, og med en uddannelse som både bager og køkkenleder er det ikke kun i fritiden, hun svinger grydeskeen. De sidste to år har hun arbejdet som omsorgsmedarbejder både i køkken og i plejen på et værested i Tønder.

Da Monas yngste datter Simone var lille, fik hun kræft, og det var en hård tid for familien, der også består af hendes mand Michael. Det var på det tidspunkt, Mona begyndte at engagere sig i forsamlingshuset for at have et sted, hvor hun ikke var mor til en syg pige og tre andre børn, og hvor det handlede om noget helt andet. Datteren er i mellemtiden blevet 13 og har heldigvis været kræftfri i mange år nu, men Mona er stadig i forsamlingshuset.

Det er her, hun står for at arrangere fester, ikke kun for andre, men også byens julefrokost og andre temafester. Det giver hende en helt særlig tilfredsstillelse, når hun har været med til at give sine gæster en god oplevelse, og de går glade hjem. Hun sammenligner det med glæden over at have vundet en vigtig håndboldkamp.

Da hendes onkel for halvandet år siden blev ramt af kræft og døde, begyndte hun at overveje at afholde en aften i forsamlingshuset til fordel for indsamlingsshowet “Knæk Cancer”. Det blev ved tanken, indtil sygdommen tog hendes mor efter en kort sygdomsperiode i foråret. Hun spurgte et par gode veninder, om de ville hjælpe, og i løbet af en enkelt aften havde de planlagt fem events, der skulle afholdes i oktober måned.

Der er især ét arrangement, der står ud for Mona, og det er det cykelløb, de lavede, hvor der var 40 lokale ryttere fra børnehavealderen til over 80, som blev hujet igennem en glad by: “At se den glæde ved både børn, voksne og gamle – at man er med til at gøre noget godt, det kan jeg rigtig godt lide. Og man kunne mærke, at børnene også var glade for at kunne bidrage med noget,” siger hun.

Det var vigtigt for Mona, at der var forskellige arrangementer, så alle havde en chance for at være med. Der var alt fra små events med historier fra kræftramte familier, til en stor koncert med det lokale kor VisVocal, en lysceremoni og et foredrag. En af grundene til, at selve afviklingen og den lokale opbakning var så god, mener Mona skyldes, at de var gode til med åbenhed og sårbarhed at fortælle, hvorfor det var vigtigt at støtte op.

De fem arrangementer blev en bragende succes. Men det trak tænder ud at få styr på alt papirarbejdet med tilladelser, bankkonti og indsamlingsnævnet. Derfor var der tidspunkter, hvor de tre arrangører var ved at opgive projektet. Heldigvis var de stædige og fik styr på det hele, for deres indsats og byens opbakning resulterede i en indsamling på knap 150.000 kr. et beløb de ikke i deres vildeste fantasi havde regnet med.

Om der kommer et lignende arrangement fra Monas hånd næste år, er tvivlsomt. Hun er nemlig lige blevet bedstemor for første gang og kan mærke, at prioriteterne begynder at ændre sig. Hun har planer om at drosle ned på sine opgaver i forsamlingshuset, men vil helt sikkert stadig være en del af det engagerede og aktive liv i Møgeltønder. Byen, som er hendes hjem, hvor man tager sig af hinanden og kender hinanden, og hvor hendes indsats har sat et aftryk til inspiration for andre.

Lyd og luft i Møgeltønder

Ulrik Tjørnelund Bossen

Af: Ditte Madvig Evald, U-story

Der er ingen tvivl om, at musik betyder meget for Ulrik Tjørnelund Bossen. På loftet i den store villa i Møgeltønder, der både har været tysk skole, kommunekontor og meget andet, er der instrumenter, ledninger og mikrofonstativer overalt, og det er med at kigge sig godt for, når man går over gulvet. Ulrik påstår, at der er godt isoleret, så resten af familien, der består af konen Freja og børnene Victoria på 10 mdr. og en søn på 5 år, kan være i huset, når der er musik på loftet.

Da Ulrik gik i børnehaveklasse i Visby, fik hans forældre ham ind på et klaverhold, der ellers først var for 1.klasses elever. Det blev klaveret, der satte ham i gang, selvom det hurtigt blev klart, at det der med at spille efter og lære noderne ikke var specielt spændende. Det var derimod nemt at efterligne det, læreren spillede, og senere da han skiftede til den noget sjovere guitar, kunne han lynhurtigt afkode akkorder på den musik, som han hørte i radioen.

Det med gehøret viste sig at være noget, der godt kunne bruges, men det blev ikke som udøvende musiker, selvom han tog til København for at komme på musikkonservatoriet med sit guitarspil. Om det var kulturchokket fra de landlige sønderjyske omgivelser til storbyen eller et musikermiljø der var hårdt og ikke hyggeligt, kan han ikke selv definere, men han følte sig ikke godt tilpas i det. Til gengæld var det rart at være sammen med lydteknikerne. Selv havde han været med sin far, der var kordirigent, ude og lave lyd fra han var 12 år, og havde været en del af lydcrewet på det lokale spillested Hagges i Tønder, så skridtet fra at være musiker til lydtekniker var ikke så stort. Så selvom det var meget usædvanligt, kom Ulrik ind på musikkonservatoriets fire personer lille lydteknikerlinie i første forsøg i 2005. Det blev også til en del år på steder som Vega, DR’s koncertsal og Forbrændingen, hvor han lærte lige så meget af at arbejde sammen med andre lydteknikere, som han lærte på konservatoriet.

I 2011 valgte Ulrik og Freja, der har været sammen siden gymnasietiden i Tønder, nemlig at flytte tilbage for at få plads, luft og råd til at starte forfra. “Da vi boede i København, manglede jeg ro,” siger Ulrik, og også det der med at have luft og så selve området her”. De endte i huset i Møgeltønder, der danner ramme for både privat- og arbejdsliv. Her bliver der arbejdet bredt med lyd i Ulriks firma GigRec Productions. Det sker både i studiet på loftet, ude til arrangementer som Tønder festival eller foredrag i lokalområdet, og sideløbende er der også blevet tid til at have timer som underviser på lydtekniklinien på Toftlund Musik og Teaterhøjskole. Det er tydeligt, at Ulrik nyder, at der er plads til både familie og virksomhed i samme hus, hvor han kan gå op og nørde med teknikken om aftenen, efter madpakkerne er blevet smurt og de små lagt i seng.

Der har været mange musikere på besøg i huset, bl.a. indspillede Jacob Dinesen sin første plade der. I øjeblikket har Ulrik startet et passionsprojekt op, der skal vise området frem og al den mere eller mindre skjulte musik, som rent faktisk er der her. Det var noget han selv savnede som ung musiker. Han kalder det GigRec-sessions, og her kommer lokale musikere ind og optager live både lyd og video. På sigt udvikler det sig måske til stuekoncerter, hvis der altså er plads for instrumenter, ledninger og mikrofonstativer.

Naturen som den vigtigste ingrediens

Fylla Tjørnelund Jensen

Af: Ditte Madvig Evald, U-story

Når Fylla Tjørnelund Jensen går tur i Tøndermarsken, ofte med cocker spanielen Winston og kæresten Mads, har hun altid en pose eller flere i lommerne. Det kunne jo være, at hun faldt over noget, der kunne smage godt sammen med chokolade. På hendes arbejdsbord står der plastikbøtter med væsker i forskellige farver, og når låget bliver taget af, breder der sig en duft af alkohol og gran, porse eller rose. Der er flere på lager med valnød, hyldeblomst og mirabelleblomster. Det tager tid og præcision at lave det helt rigtige ekstrakt, for nogle bliver bitre, hvis de står for længe, andre hvis de står for kort tid. Det er en hel videnskab.

Selvom vejen derhen i hendes egne ord, har været lidt rodet, er det ikke så mærkeligt, at Fylla i dag laver sin egen naturchokolade, for både naturen og madlavning fylder meget i hendes liv. Hun har en bachelor i biologi og er uddannet skov- og landskabsingeniør, og er vild med især de praktiske aspekter i sine uddannelser. Hun har også været et smut forbi kokkeskolen på en speciel sciencelinje. Man kan høre begejstringen i stemmen, når hun genkalder sig det element af konkurrence, der var eleverne imellem for at lave de bedste retter, det var rent nørderi, og det var fedt. Desværre var arbejdstiderne uforenelige med et naturmenneske, der har det bedst i dagslys, så læretiden på den anerkendte Falsled kro på Fyn blev kort, til gengæld mødte hun sin kæreste Mads, mens hun var der.

Glæden ved madlavning blev vækket allerede, da hun lige efter gymnasietiden i Tønder blev ung pige i huset hos prins Joachim og prinsesse Marie på Schackenborg. Det var også i Møgeltønder, hunden Winston kom ind i hendes liv, og den har været hendes trofaste følgesvend lige siden. På slottet stod Fylla blandt andet for aftensmaden og havde stor glæde af at stå i køkkenet og hitte på. Denne madglæde og opfindsomhed har fulgt hende siden og har kørt parallelt med den store kærlighed til naturen. Mens hun var på skovskolen for at blive skov- og landskabsingeniør, arbejdede hun for Chokolademageriet i Hillerød og uddannede sig til chokolatier (chokolademager), og hun elskede at kombinere det teoretiske med det praktiske arbejde.

Efter godt 8 år, flere uddannelser og et studiejob på Amalienborg, var det på tide at vende tilbage til Tøndermarsken. Det var naturligt at komme hjem til naturen og at finde et sted langt ude på landet, hvor der er langt til de nærmeste naboer. Tilfældighederne ville også, at det sted Fylla og Mads fandt, havde et stort, professionelt køkken, så der var ingen tvivl om, at det var nu hun skulle starte virksomhed og lave sin egen chokolade. Hun har nu været i gang i et års tid, og hun elsker det.

Der er selvfølgelig lange dage, og der er meget at lave og at lære, men hun trives med en varieret hverdag, hvor hun selv bestemmer tempoet. Der er plads til at planlægge sin egen dag, og selvom den er travl, er der stadig tid til pauser og plads til naturen, nogle dage bliver det ved glæden af at kigge på den fra vinduet i køkkenet.

De dage, hvor der er luft i kalenderen, kører Fylla og Winston op til hendes far på Gl. Digevej og går turen derfra til Grippenfeld. Det er deres bedste sted i marsken, og det er ikke så sært. “Det er det, jeg har med fra min barndom, det er der, jeg altid har været på diget. Det er der, jeg får ro i hovedet.”

Tilbage i køkkenet dufter der nu af chokolade, og Fylla skal i gang med at forberede lækkerier til det næste lokale event. Der er både flødeboller og chokoladebarer, så der er lidt for enhver, men der er ingen tvivl om, at det, der er sjovest, er at nørde med smage fra naturen, som hun selv har samlet ind.

Omgivet af natur og historie

Lars Nielsen

Af: Ditte Madvig Evald, U-story

Til højre, lige inden broen på vej mod Aventoft og Tyskland, ligger der en grusvej. For enden af den grusvej ligger Grippenfeld, hvor Lars Nielsen bor med sin hustru Christina Schulze og hunden Otto. Til oktober kommer der en baby til, og ellers er den nedlagte landejendom og de medfølgende jorde fyldt med et rigt dyreliv. Det er lige fra de fire slørugleunger, som Lars tager sig lidt af, fordi de blev skubbet ud af reden, og til de rådyr, der dagligt kommer på besøg i haven.

Lars er vokset op i Højer med en stor appetit på historie, særligt den lokale, og på naturen. Som barn blev der udforsket i marsken, og det blev til utallige jagtture syd for Højer med hans far. Både kærligheden til naturen og historien har Lars haft med sig siden – suppleret med en videbegærlighed, der har gjort ham til først en velinformeret lærer og senest til museumsformidler for Museum Sønderjylland i Tønder. På mange måder et drømmejob, hvor han får lov til at bruge sin viden om det lokale, men også sine formidlingsevner til at gøre området levende for de mange børn, der kommer forbi med skolen. Det er noget helt særligt at stå ved Højer Mølle og samtidig fortælle dens historie, som han påpeger.

Historie og natur er der også rigeligt af på ejendommen, der ligger på et middelalderværft ved Vidåen og på Hertug Hans diget, et af de første diger fra 1500-tallet. Parret faldt for huset, da de besluttede at vende hjem til fødeegnen. Christina har studeret og arbejdet i Aarhus og København, og Lars på Fyn. Ejendommen ved diget opfyldte drømmen om at eje jord og samtidig bo uforstyrret ude i Tøndermarsken.

Træder man ud af døren, er man omgivet af natur. På den ene side tårner diget sig op, og står man deroppe, ser man lige ned i Vidåen. Rundt om er der marker, der enten er dyrkede eller står vilde og gør det nemt for Lars at tage geværet over skulderen og kalde hunden Otto til sig for at gå en tur: “Det er bare rart, det der med at bo et sted, hvor du kan gå på jagt lige udenfor døren, hvis du har lyst til at spise en and en dag. Det er simpelthen fantastisk. Det er noget, jeg har drømt om.” Han skyder kun det, de selv kan spise, og det er en ren fornøjelse for ham at betragte fugleflokkene, når først aftensmaden er sikret.

Et sted, hvor Lars’ interesser forener sig, er, når han tager metaldetektoren frem og leder efter fortidsminder som amatørarkæolog. Den ligger i bilen, så han altid er klar til en eftersøgning. Det er en hobby, der kræver meget tålmodighed, for 99 % af gangene er det kun gamle øldåser og andet skrot, man finder, men det er også blevet til mere gennem tiden. Blandt andet har han sammen med en kammerat fundet en mulig handelsplads fra vikingetiden i området. Det er med til at give nye perspektiver på, hvor han selv bor. Det er et håndgribeligt bevis på, at der, som der står i historiebøgerne, altid har boet mennesker i marsken, og så er det, som Lars udtrykker det: “fascinerende at stå med noget i hånden, som sidst er blevet rørt ved af en viking!”.

Der er ingen tvivl om, at Lars har fundet det helt rigtige sted at slå sig ned. Han nyder stadig dagligt turen ned ad grusvejen, hvor han møder fasaner, rådyr og spotter fugle. Han følger ivrigt med i årstidernes gang lige udenfor døren. Af og til joker han og Christina med at åbne en café i en ubrugt længe af gården, men charmen ved at have det for sig selv og være en del af den uforstyrrede natur er for stor. Så fugleturisterne må blive ved med at nyde sort sol fra Aventoft, og hvis de kigger godt efter, kan de måske vinke til Christina, Lars og hunden Otto på den anden side af åen, foran et hyggeligt hus.

Arbejdshesten og livsnyderen fra Rudbøl

Annette Marie Wendicke

Af: Ditte Madvig Evald, U-story

Det startede i restauranten på Hotel Dagmar i Ribe for Annette Marie Wendicke. Godt nok var drømmen på det tidspunkt at blive stewardesse, men som med mange gode planer kommer virkeligheden i vejen. For hun var ikke alene i det køkken, og kærligheden fandt hende. Som nyudlært tjener og kok tog hun i 1977 med Paul Wendicke sydpå til hans families sted, Rudbøl Grænsekro, for at starte et liv som kroejer og hustru med alt hvad dertil hører.

“Det var skønt, da børnene var små, de var jo bare med i køkkenet og overalt, det tænkte vi ikke så meget på.” Og et eller andet har det kunnet, det med at være mor og kroejer, for alle fire børn arbejder nu i branchen enten i Tønder eller København. Det går måske i blodet, for det er mere end et arbejde at være kroejer, det er en livsstil, og mor hjælper gerne til en gang imellem.

Det er en livsstil med masser af arbejde og fart på, når det er sæson. Hvis man samtidig bor i samme lille landsby som kroen, er der ikke mange rigtige fridage tilbage. Derfor var det dejligt for Annette at flytte til Tønder for 4 år siden efter at være blevet skilt fra Paul, men ikke fra kroen, og pludselig have fri, også om sommeren: “Jeg har fridage nu! Og kan tage en hel dag til Sild på spa, eller tage andre steder hen. Før var jeg jo tilgængelig hele tiden, og det var fint, men det er også dejligt at have helt fri.”

Det har altid været noget, Annette prioriterede, det at nyde livet, når den ikke står på arbejde. I hverdagen gerne ved at drikke et glas vin eller en kop kaffe på en af Tønders caféer eller i den detaljerige herskabslejlighed med udsigt over gågaden. Når vinteren rammer, pakker hun kufferten og drager ud i verden. En del af Sydamerika og Asien er blevet udforsket på den måde, og derfor var det et logisk skridt for 10 år siden at købe et hus i Thailand. Her tilbringer hun altid sin januar, enten alene eller med besøg fra børn og venner.

På trods af rejselyst er der ingen tvivl om, at Rudbøl er et ganske særligt sted for Annette: “Der er en ro og en fantastisk natur, bare man åbner døren.” Der var ellers nogle hårde år med finanskrisen, men på et tidspunkt var der nogen, der havde fundet ud af, at de mange stæreflokke, der samler sig i Tøndermarsken, er noget særligt. Siden da er folk strømmet til for at opleve Sort Sol. Sjovt nok mest fra resten af landet og Norge og Sverige, selvom kroen ligger ganske få hundrede meter fra den tyske grænse, og folk kommer gerne igen år efter år. Det er noget helt specielt de dage, hvor fuglene danser lige over Rudbøl sø, og der står Annette også i døren og nyder synet.

Ja, det er et liv med både ro og fuld fart på, og det fortsætter det med at være, for det holder hende i gang. Hun har set meget af verden, men der er stadig steder at besøge og kontinenter, der skal udforskes. Den unge 60-åriges næste mål er at krydse USA på motorcykel inden den næste runde fødselsdag.

Et hus af halm i Sæd

Uwe Carstensen

Naturfotografen

Jan Tandrup Petersen

Landmanden midt i Tøndermarsken

Peter Sønnichsen

5000 påskeæg er lige tilpas

Egon Hagensen

Højer Pottemageri

Jytte Lysgaard

En fri mand i marsken

Uwe Petersen

Af: Ditte Madvig Evald, U-story

Når man sidder i spisestuen hos Uwe Petersen, så er der udsigt til meget af det, man forbinder med marsken: Græs, får og det gamle havdige. Lige foran diget ligger der et lille hus, oprindeligt en gammel barak, der også er en del af Uwes historie fra marsken. Det var her, hans bedsteforældre boede for mange år siden, inden der overhovedet var et dige der. Dengang var der en god trafik af kvægdrivere og grøblegravere forbi huset, der også til tider fungerede som et værtshus med både kaffe og alkohol. Blev det til for meget af det sidste, sendte Uwes bedstemor de berusede videre, for hun vidste, at deres koner ventede derhjemme.

Uwe har altid boet i marsken, og som årgang 1953 er det lidt af en bedrift. Bøvl med ører og syn satte en stopper for en drøm på havet, så det blev til et liv i det flade landskab. Det meste af tiden har han boet i sit barndomshjem på Siltoftvej, en smal vej, der med få huse leder ned til grænsen. Det er ikke det værste, når man er fascineret af den vilde natur og kan tilbringe endeløse timer med et gevær i hånden. Allerede som ung var Uwe optaget af at gå på jagt med en rigtig god ven: “Vi var afsted hver dag efter arbejde. Jeg ved ikke helt, hvordan det kunne gå med koner og kærester, men det var vi. Vi gik ud i vaden og blev der, indtil vandet blev for dybt, og så var det med at flytte sig, for vi havde ikke waders dengang.”

Når en marskjæger oplever stormvejr, så er det bare med at komme afsted, ligegyldigt om stormen hedder Bodil, eller det er decemberstormen i ‘99. “Det var ret vildt, det var, som om lynet slog ned hele tiden, for vi så de her lysglimt, det var så elledningerne, der faldt til jorden. Vi skød rigtig mange ænder, men næste morgen kunne vi godt se, at det var knap så sjovt.” Det kostede flere tagplader og en ny skorsten, og en af stormene resulterede i lang tid uden strøm.
Men sådan er det, når man lever i marsken, man er udsat for det, som naturen bringer.

Der er ikke meget, der har ændret sig herude, bortset fra at Uwe savner dagene før Det Fremskudte Dige. Dengang hvor der var helt frit udsyn til havet, og man bare kunne gå ud. Bramgæssenes invasion har heller ikke været en fordel for marsken, mener Uwe, og med deres larm og mængde har de fordrevet nogle af de andre fugle og gjort livet surt for landmændene.

Alt i alt kunne Uwe ikke forestille sig at bo et andet sted: “Det er ikke så stresset herude, så gør vi det i hvert fald selv. Der er ikke det her pres. Det er også det arbejde, vi har haft,” siger den tidligere fåreavler og landbrugsmaskinsmed. “Du bestemte jo selv, om du ville arbejde 5 timer eller tage 10 timer den næste dag. Og du kunne gå ind og snakke, hvis der kom nogen.” Han fortsætter: “Du var en fri mand, og det håber jeg, at jeg stadigvæk kan blive ved med at være. Bare det at kunne gå ned med min jagtbøsse, det håber jeg at kunne blive ved med, i hvert fald i den tid jeg er her.”

Graveren i Daler

Jens Christian Hermann

Håndlavet kvalitetschokolade og flødeboller fra Tøndermarsken

Fylla Tjørnelund Jensen

Strikkecafe i marsken

Hanne i Højer

Historien om en dør

Morten Jepsen

Det begyndte med gåture med hunden, men da hunden gik bort, gik Søren videre.

Søren Madsen

Nyd udsigten fra Højer Vandtårn

Theis Nilsson

På motivjagt i Tøndermarsken

Helga Westergaard og Niels Secher